Adria sender campingvogne på slankekur

26. jun. 2023   //  Kategori: Pressemeddelelser sæson 2023

Udviklingen af kunstige materialer giver nye muligheder for at reducere vægt på campingvogne, og Adria er med i front i udviklingen med flere spændende tiltag.

Billedtekst: Komposit materialer har været en del af konstruktionen på udvalgte Adria vogne siden 2020. Nu tager Adria endnu flere skridt målrettet mod at reducere vægten.

Vi kender det derhjemmefra. Trædækket på terrassen er skiftet ud med kunstige træplanker. Gulvet i køkkenet er linoleum som ligner træ til forveksling. Og beklædningsbrædderne på haveskuret er både stærke og vedligeholdelsesfri kompositpaneler.

Nu har de nye typer materialer også fundet vej til campingindustrien.

– Siden 2020 har vi benyttet polyurethan som er et stærkt hærdeplast-materiale. Det bruger vi i en del af væg- og gulvkonstruktion i vores top-serier Alpina og Astella, forklarer Per Højgaard fra Adria Danmark.

Man kan dog ikke se det med det blotte øje, da det bruges inde i konstruktionen.

– Både styrken og materialet gør polyurethan idéelt til campingvogne fordi det både er stærkt og vandafvisende. Vi bruger det derfor på områder hvor campingvognen traditionelt er mere udsat over for udefrakommende vand, fortæller han.

Camping-slankekuren er godt i gang

Siden Comprex-konstruktionen har udviklingsafdelingen på Adria fabrikken arbejdet indgående med nye materialer som både giver styrke, men også reducerer vægt. Og allerede med den nye generation Adora i 2021, kom de første vægtreducerende tiltag.

Et af tiltagene er AL-KO Vario X chassisrammen der – meget groft sagt – ligner zig-zag konstruktionen fra en lygtepæl. Ved at udstanse felter i chassisrammen, kan man opnå en vægtbesparelse på op mod 50 kilo.

På de samme indretninger har man også benyttes det nye komposit-materiale SYMALITE på vægpaneler og lofter. Også her har man en reduktion på 20% i forhold til brug af traditionelle finerplader.

Altea og Aviva er de nye letvægtere

Den nye generation Altea – som kom i 2023 – er fulgt efter med samme letvægtsmaterialer, sammen med andre vægtreducerende tiltag.

Og selv om Altea fik tungere vognsider i glasfiber, er det lykkedes at reducere vægten med op til 50 kilo på de største modeller.

Til den kommende sæson, støder endnu et nyt materiale til på en af modelserierne – nemlig NOWOCORE. Det er et bæredygtigt og genanvendeligt materiale, som blandt andet består af genanvendte plastflasker. Også her opnår man op mod 37% vægtreduktion i forhold til traditionelle materialer.

Materialet benyttes på en af Adria’s første nyheder som præsenteres på campingmessen i Düsseldorf den sidste uge i august.

Elbilerne skal også kunne være med

Flere bil mærker, er allerede godt inde i kampen om at kunne trække campingvogn med el- og hybridbiler.

Og man må forvente, at der er en naturlig udvikling inden for el-batterier og el-biler som gør, at de vil kunne køre endnu længere i fremtiden.

– Vi kan ikke lade det være op til udviklingen alene at sikre, at det også er teknisk muligt at køre med campingvogne i fremtiden. Derfor er det vigtigt at vi fortsætter udviklingsarbejdet og slankekuren, forklarer Per Højgaard og slutter:

– For uanset hvor udviklingen tager os hen, så vil en slankekur alligevel give en gevinst – og det kunne eventuelt være i form af længere rækkevidde på en opladning.

Læs mere om Adria, om de nye materialer og find vej til nærmeste forhandler på www.adria.dk

DOWNLOAD:


Download pressemeddelelse – word

Download pressemeddelelse – pdf

Download pressebillede 1

Download pressebillede 2


Om ADRIA og ADRIA DANMARK

Adria er et Slovensk mærke med næsten 60 års erfaring inden for produktion af fritidskøretøjer. Mærket er markedsledende i Europa og forhandles på flere kontinenter. Adria er det mest solgte mærke i Danmark i mere end 10 år med en markedsandel på campingvogne på mere end 35%.