Wellness rykker ind på campingpladserne
Ord som ansigtsbehandling, fodmassage og kropspeeling er begyndt at snige sig ind på campingpladserne. Ferietid er forkælelsestid, og derfor har wellnessbølgen også ramt campingbranchen.
Egentlig burde den friske luft, den omkringliggende natur og den afslappede atmosfære på campingpladsen være nok til at få dig ned i gear. Men synes du alligevel, at du har brug for en kickstart på ferien, skulle du måske prøve at supplere med en dybdegående kropsmassage, som for alvor får alle spændinger til at forlade din krop.
Ligesom tendensen går mod større og mere luksuriøse campingvogne og flere stjerner på pladsens skilte, vil vi også gerne have luksus i form af kropsligt velvære, når vi holder ferie.
Flere campingpladser har de seneste år udvidet med deciderede wellness-afdelinger. På nogle af de store pladser, er der ligefrem tilknyttet faste, professionelle behandlere året rundt, og det giver dig mulighed for at vælge mellem en lang række af himmelske velværetilbud, lige fra en skøn omgang fodmassage til en dybderensende ansigtsbehandling.
Hvidbjerg Strand Feriepark er en af de pladser, som satser seriøst på wellness-gæsterne. Med en investering på 30 mio. kroner i et 1.600 m2 wellness-center formår de at imødekomme selv de mest kræsne gæster.
– Vores gæster efterspørger luksuriøse faciliteter, og med vores nye center, som er ét af Danmarks største, føler vi virkelig, at vi kan tilbyde noget helt specielt, siger Steen Slaikjær, indehaver af Hvidbjerg Strand Feriepark.
Han understreger, at wellnesscentrene ikke står i konkurrence til de traditionelle campingglæder som frisk luft og gode naturoplevelser. Gæsterne vil ikke have enten eller, men både og. Og så har wellnesscentrene desuden den klare fordel, at de er vejrsikre. Står det ned i stænger udenfor, er spabehandlingerne nemlig et godt alternativ til de udendørs aktiviteter. Hos Hvidbjerg Strand Feriepark har man da også forsynet saunaen med et stort panoramavindue, så man kan nyde naturen, selvom man opholder sig indendørs.
Men wellness er ikke kun forbeholdt de 5-stjernede pladser. For eksempel har den 3-stjernede Holbæk Fjord Strand udvidet det kropslige koncept med mere spirituelle behandlinger, hvor blandt andet healing og clairvoyance-sessioner indgår. Her har du mulighed for at få sat gang og system i nogle af alle de tanker, som du rent faktisk har tid og overskud til at tænke, nu du er på ferie.
Så hvad enten du er til den kropslige afslapning eller du har lyst til en hovedrengøring af sindet, så er campingpladsen måske det helt rigtige sted. Og hvis ikke sommerferien er det perfekte tidspunkt til at søge den totale afslapning, ja, så ved vi ikke, hvornår det skulle være.
Seneste artikler og pressemeddelelser
- Ny campingvogn – gammel pris? 30. juli 2024
- Ingen EL-autocamper på vej 27. juni 2024
- Adria sender campingvogne på slankekur 26. juni 2023
- Krisen er afblæst: Flot salg af campingvogne på feriemesse! 6. marts 2023
- Adrias største nyhed er på vej til Danmark! 14. september 2022
- Adria har knækket koden: Modelserie går ned i vægt! 4. august 2022
- Dansk producerede split-lagener til elevationssenge 10. september 2021
- Stillingsopslag: LAGER & EKSPEDITIONSMEDARBEJDER (m/k) 25. august 2021
- CAMPINGBRANCHEN HAR ET PROBLEM! 3. august 2021
- NY ADRIA CAMPINGVOGN KOMMER TIL AT FEJE BENENE VÆK UNDER DIG! 19. august 2020
- CAMPINGFORHANDLERNE KAN NÆSTEN IKKE FØLGE MED! 6. maj 2020
- Dansk firma producerer tæpper til Adria campingvogne 13. januar 2020